Da bleff hved - & need Paa han svved: Da som nu Vaer ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevgelse saa at nsten Dend Smerte
Medens han gik Mennisker, vaer han skuffed frst: I Liivets vaer der intet Skifte Lig det han hafvde flt i Ulvens
De under ham Med at troskyldig ham, Een Krafft aff Natur, Som Sanser Selfbedrag
Han useet blandt dem, streifer i sit Jag Lig Kvldens Farver, Aandedrag
For ingen Guderst hafver Git Mennisket paa hvem han skiulede Dmon, & Varulv kund Naffn paa det de aldrig kunde finde
End han - I hans Een Affgrund tung Som det Hav Der eldsker Dyb
Der - I Vintrens Flder han al Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en sunken
...Oc ved den Midnattssalme Som Fryckt i vver Skald de atter falme
The did breake and gave release To hours amongst But then, as now, the Of living, breathing, yea move A burden payn
he was As he wander'd men On the of life - no change No change as the within
They him, these fooles A power pure, nature Perception delusion
them he walks unseen Like a if Twilight The breath of
No of God did tell Man He did hide & Phantom, Daemon & Beast - Mere names given to what fear'd
But he - In his heart: An unfathomable As teh sea Which its deeps
- An animal shadow the wintry soil All Hope, Joie & Life he
The Moone, anew, Bids him from a waning sky
... And by the Of his midnight Feare shall be harvest the Pious hearts of men